HaxholmWeb

Overblik

ERideHero er et internationalt mikromobilitetsmedie, som jeg har opbygget og udviklet fra bunden gennem 5 år. Fra idé til færdigt produkt har jeg stået for alt – fra programmering og design til indholdsproduktion og søgemaskineoptimering. Hjemmesiden er specialiseret i datadrevne produkt-test, anmeldelser og guides. Med over 1 million organiske besøgende og omfattende samarbejder med førende mærker som NIU, Segway og Apollo Scooters er ERideHero blevet et referencepunkt inden for mikromobilitet.

Teknologier

WordPressOxygen BuilderRankMathWP RocketACFPHPJavaScriptMySQLREST APIPremiere ProAfter EffectsPhotoshopIllustrator

Dato

23. marts 2025

Kunde

ERideHero
ERideHero
Mockup af ERideHero
Scooter Finder Tool på ERideHero
ERideHero Logo Mockup

Udfordringen

Da jeg startede ERideHero, så jeg et klart behov i markedet for mikromobilitet. De fleste sites tilbød overfladiske reviews baseret udelukkende på producenternes egne specifikationer – ikke ægte tests. Samtidig manglede forbrugerne værktøjer til at gennemskue falske tilbud og sammenligne produkter ordentligt.

Jeg oplevede selv frustrationen ved at skulle træffe købsbeslutninger uden pålidelig information om reel ydeevne. Hvor hurtigt accelerer løbehjulet egentlig? Hvad er den faktiske rækkevidde under normale forhold? Er et tilbud reelt godt eller bare markedsføring? Det var spørgsmål, som ingen besvarede ordentligt, og jeg så en mulighed for at skabe noget værdifuldt, der samtidig kunne understøtte den grønne omstilling gennem bedre information.

Løsningen

Jeg udviklede en omfattende WordPress-platform med avancerede custom funktioner og vedvarende fokus på brugeroplevelse:

Teknisk fundament

Ved hjælp af WordPress med Oxygen Builder som fundament, samt en stor mængde specialudviklet PHP-kode, skabte jeg en dynamisk platform med flere avancerede systemintegrationer. Hjemmesiden er optimeret med WP Rocket til maksimal loading hastighed.

Data-drevne værktøjer

Hjemmesidens hjerte er de specialudviklede værktøjer, der giver brugerne kontrol over deres køb:

Scooter Finder Tool – mit flagskibsprojekt Efter utallige timer med kodning skabte jeg et værktøj, der har transformeret måden, forbrugere researcher på. Værktøjet indeholder over 15.000 datapunkter på mere end 500 modeller. En bruger kan eksempelvis filtrere efter "maksimal hastighed over 35 km/t", "vejer under 20 kg", "har affjedring" og "koster under 6.000 kr" – og få præcise resultater på sekunder. Det, der gør værktøjet særligt unikt, er at det—udover producenternes specifikationer—indeholder data fra mine egne tests. For en lang række modeller har jeg selv målt acceleration, topfart, bremselængde og rækkevidde vha. en professionel VBox Sport data-logger.

Prisovervågning med ægte historik For at bekæmpe "falske tilbud" udviklede jeg et system, der dagligt crawler hundredvis af forhandlere og gemmer historiske priser. Når en forhandler reklamerer med "Spar 40%!", kan brugerne se den faktiske prisudvikling over tid og gennemskue, om det reelt er et godt tilbud. Systemet fortæller dig også, hvor produktet er billigst lige nu.

Brugerkonti og prisalarmer Brugere kan oprette en konto (med et enkelt klik via Facebook eller Google) og følge specifikke produkter. Systemet sender automatisk en e-mail, når prisen falder til det ønskede niveau. Dette har skabt en loyal brugerbase.

Head-to-Head Sammenligninger Et af de værktøjer, jeg er særligt stolt af, er muligheden for at sammenligne produkter direkte side om side. Systemet highlighter forskelle visuelt og gør det let at se, hvilke kompromiser man indgår ved at vælge et produkt frem for et andet.

Content med substans

For mig var det afgørende at skabe indhold baseret på ægte tests og data. I løbet af årene har jeg:

Testet over 50 forskellige mikromobilitetsprodukter under virkelige forhold. Det betyder mere end 8.000 kilometers testkørsel på alt fra budgetvenlige pendler-løbehjul til high-end off-road modeller. Hver test involverer grundige målinger af acceleration, tophastighed, rækkevidde og bremsedistance m.m.

Produceret professionelle videoanmeldelser med bl.a. Sony A7SIII og DJI Mavic 3, som jeg selv redigerer i Premiere Pro og After Effects. Min YouTube-kanal har vokset sig til over 3.000 abonnenter og mere end 650.000 visninger – fordi jeg viser, hvad produkterne faktisk kan, ikke hvad producenterne påstår.

SEO-optimering som fundament

Min baggrund i SEO har været afgørende for ERideHero's vækst. Jeg har arbejdet systematisk med website-strukturen, keyword research og teknisk optimering via RankMath. Men hemmeligheden har været at fokusere på det, der skaber ægte værdi: unikt indhold som brugerne faktisk efterspørger og deler videre.

Det handler ikke kun om at tilfredsstille søgemaskiner, men om at opbygge autoritet og troværdighed inden for sit niche ved at skabe noget, der er værd at linke til. Dette har ført til en selvforstærkende effekt, hvor indholdet bliver delt i Facebook-grupper, på Reddit og andre platforme, hvilket har styrket ERideHero's position yderligere.

Resultater

ERideHero er vokset fra en simpel blog til en international ressource:

Over en million organiske besøgende har brugt platformen til at træffe bedre købsbeslutninger. I de bedste perioder har siden haft op til 80.000 månedlige besøgende, udelukkende gennem organisk trafik.

Internationalt gennemslag med 60% af trafikken fra USA, 15% fra Canada og resten fordelt globalt, hvilket demonstrerer værdien af engelsk indhold, selv når det produceres fra Danmark.

Samarbejder med de førende brands i branchen som NIU, Segway, Apollo Scooters, VoroMotors og FluidFreeRide, der nu sender mig deres nyeste produkter til test.

Omtale i prominente tech-medier som The Verge, Men's Health, Lifewire og Logo.com, der anerkender ERideHero som en autoritativ kilde.

Processen

ERideHero startede som en hobby, men udviklede sig til et projekt, jeg i perioder har arbejdet fuld tid med. Som eneste person på projektet har jeg skulle mestre alle aspekter af at drive et digitalt medie:

Fra de tidlige dage med simpelt WordPress-setup til kompleks custom kode, har jeg konstant måttet vurdere, hvad der gav mest værdi for brugerne. Feedback har været uvurderlig – når brugere efterspurgte specifikke features eller informationer, lyttede jeg og implementerede løsninger.

Hvert 2-3 år har jeg lavet komplette redesigns for at holde siden moderne og forbedre brugeroplevelsen. Dette har været store projekter, hvor jeg har genovervejet informationsstrukturen og UX'en baseret på brugerdata.

Undervejs har jeg opbygget relationer med producenter og forhandlere i branchen, hvilket har givet mig adgang til at teste produkter før lancering. Dette netværk har været uvurderligt for at holde indholdet aktuelt og relevant.

ERideHero viser, hvordan teknisk udvikling, content creation, SEO og brugeroplevelsesdesign kan forenes i et projekt, der skaber reel værdi for brugerne. Det demonstrerer også, hvordan WordPress kan skubbes langt ud over standard CMS-funktionalitet med den rette tekniske ekspertise.